Om at vokse op efter “Krigen”…

Jeg er født sidst på året 1954.
Min mor blev indlagt på Rikshospitalet i Oslo.
Det var en torsdag, efter at “vandet gik”.
Jeg kommer ud i frisk luft om søndagen.
Det var en laaang fødsel min mor måtte lægge krop til- og min far fik IKKE adgang til fødeafdelingen.
Dét er en historie jeg har hørt om hele mit liv.
Jeg husker ikke dén historie – den er jeg kun fortalt.
Jeg husker noget andet.

Jeg er født “efter krigen”.

Det følgende er skrevet af en gammel pacifist og militærnægter – en betegnelse som i dag er nærmest død og borte; takket være murens fald og nationalforsvarets nye opgaver i en ny tid.
—
Og måske tak for det.
—
Jeg slugte min fars “Håndbok for soldaten” – i en eller anden 1950-tals-udgave, gråt omslag med sort skrift – ingen illustration på forsiden – men indsiderne…!!!
“Hvordan skyde, hvordan overleve, hvordan narre fjenden, hvordan tænde en ild, hvordan ikke…; hvordan….

På læselisten var “Håndbok for soldaten” højest, næst efter de numre af “Cocktail” man lykkedes at skjule for sin mor

Det var en fest for en ung mand; som også brugte sine små penge på Davy Crockett-hæfter hver uge.

“Davy Crockett” – Præriens sidste mand – var fiktion.
“Håndbok for soldaten” var reality.
“Cocktail” var uopnåelig drøm!

—

Jeg ender min første epoke i mit liv i Norge med at gå i konfilkt med staten, NATO – og den værnepligt som jeg forvæntedes at deltage i.
Efter politiaføret – hos Lensmann Strøm (oplysning for ikke-norske læsere: Lensmannn – datidens lokale politimester) – hvor han skulle stille de spørgsmål han skulle stille (for at han kunde dokumentere, at han havde gjort hvad han skulle gøre!)

Lensmann Strøm skulle finde ud af, og rapportere videre i systemet – om jeg var værdig – eller uværdig militærnægter.
Her var kriterierne:

Værdig nægter: religiøst grundlag. (læs troende)
Uværdig nægter: politisk grundlag. (læs medlem af AKP – ml) (Arbejdernes Kommunistparti, Marxist-Leninistene).

Her er dialogen – efter at formalia er overstået:
Lensmannn Strøm: – Hvis nogen truer din familie på livet – og du har et ladt gevær i hånden. Hvad gør du?
Thore Skulberg: – Dét er et hypotetisk spørgsmål. Dét kan jeg ikke svare på.

Og så er samtalen slut.
Jeg tror at det var “another day at the office” for lensmann Strøm på den tiden.
Han tænkte nok: Vorherrebevares!
Hippierne var jo ikke længere noget man læste om – de fandtes også i den lille flække i Norge, i Spydeberg! Og borgmæsterens søn!

Jeg bliver bevilget “civil tjeneste” – 16 måneder – modsat værnepligtens 12 måneder.

Jeg bruger dem godt – på at frelse verden.

—
Dét er jeg holdt op med.
—
Dét at frelse verden.
—
Sådan er det blive ældre.
Læs bare Torgny Lindgrens “Norrlandsk Akvavit”!

—
Hvor startede denne tankerække?

Det startede med Johanne Kaljonen’s og Sara Lundin’s serie “Det eviga kriget”.
En serie om det at dyrke, eller forholde sig til – 2. verdenskrig.
Dét fik gang i min egen historie.

Lyt til den kloge radioserien “Det eviga kriget” her:

Specielt del 3; Peter Englund – han som er “ständige sekreteraren” blandt “de aderton” – de som bestemmer hvem vi burde læse de næste 30 år!

Ham kan altid give os god besked!

– Har du kysset en parkeringsvagt i dag?

– En ægte patriot er een, der får en parkeringsbøde – og glæder sig over at systemet fungerer!

William E. Vaughan.

Hvem var så Bill Vaughan?

William E. (“Bill”) Vaughan (1915 – 1977) var en amerikansk klummeskribent og forfatter. Født i Saint Louis, Missouri, hvor han skrev et syndikeret klumme for Kansas City Star fra 1946 til sin død i 1977. Han blev publiceret i “Readers Digest” og “Better Homes and Gardens” under pseudonymet Burton Hillis.
Hans folkelige aforismer (offentliggjort i sin “Starbeams” funktion) er ofte citeret.
Bill Vaughan døde i en alder 61 af lungekræft.

Her er et udpluk af hans “vid”:

“Size isn’t everything. The whale is endangered, while the ant continues to do just fine.”

“A citizen of America will cross the ocean to fight for democracy, but won’t cross the street to vote in a national election.”

“If there is anything the nonconformist hates worse than a conformist, it’s another nonconformist who doesn’t conform to the prevailing standard of nonconformity.”

“Suburbia is where the developer bulldozes out the trees, then names the streets after them.”

“It might be a good idea if the various countries of the world would occasionally swap history books, just to see what other people are doing with the same set of facts.”

“An optimist stays up until midnight to see the New Year. A pessimist stays up to make sure the old year leaves.”

“Economists report that a college education adds many thousands of dollars to a man’s lifetime income — which he then spends sending his son to college.”

“The best of all gifts around any Christmas tree: the presence of a family all wrapped up in each other.”

“Youth is when you’re allowed to stay up late on New Year’s Eve. Middle age is when you’re forced to!”

Om “Diktator mot dikter…

Titelsiden på “Master og Margerita”. Når blev kendt for Bresjnev-tidens chefsidelog Mikhail Sjuskov 25 år efter Bulgakovs død, sagde han: – Denne bog kan ikke udgives i Sovjetunionen på mindst 100 år. Sådan kom det ikke til at gå.

Nationalteatret i Oslo har i aften præmiere på stykket med ovennævnte titel, med Henrik Mestad i hovedrollen som Bulgagov. Historien om forholdet mellem Stalin og Bulgakov er lige så facinerende som den er bizar. Hvis man skal ind at se stykket, får man en hel del baggrund i et blogindlæg jeg tidligere har behandlet forholdet mellem de to – og deres samtid. Indlægget kan læses ved at klikke her:

2012 in review

The WordPress.com stats helper monkeys prepared a 2012 annual report for this blog.

Here’s an excerpt:

600 people reached the top of Mt. Everest in 2012. This blog got about 8.400 views in 2012. If every person who reached the top of Mt. Everest viewed this blog, it would have taken 14 years to get that many views.

Click here to see the complete report.

Hvem Hvad Hvor 1913

Tænk – det er kun hundrede år siden; – en lille parentes i den lange verdenshistorie.
Men det er året inden verden bryder sammen – “den store krig” – som franskmændene og russerne kalder den.

I juni 1913 udtaler rektoren for Stanford University i Californien – een af verdens ledende institutioner:
– Den store eoropæiske krig; der altid truer, kommer ikke til at ske. Bankiererne kommer ikke til at fremskaffe midlerne til en sådan krig, industrien vil ikke holde den i gang og for politikerne er den umulig.

Måske var baggrunden for denne udtalelse påvirket af engelskmanden Norman Angell’s bog “den store illusion” hvor han hævdede at “globaliseringen gør krig umulig, da verden nu hænger sammen i store og brede netværk”.

Den tyske kulturjournalist Florian Illies har skrevet en begavet bog med titlen “1913. Der Sommer des Jahrhunderts“. ( S Fischer Verlag, 320 s).
Det følgende er et lille udsnit af hans perler.

Jazzen, psykoanalysen og den moderne kunst var ved at bryde frem. Kulturlivet blomstrede i de store metropoler og urolighederne på Balkan tog få mennesker notits af.

Året efter skulle verdenskrigen feje væk det meste af denne skaberkraft, eksprementering, skaberkraft og mistænksomhed mod “det etablerede”.

I januars vinterkulde, tager Habsburgerkejseren Franz Josef (kejser af Østrig, apostolisk konge af Kongedømmet Ungarn og konge af Böhmen) sin vogn og køres fra slottet Schönbrunn til Hofburg for at regere – som han har gjort i 65 år.
I slotsparken går Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili – senere kaldet Stalin – promenade, på flugt fra tsarens Rusland. Gennem Lenin har han fået en adresse i Wien i nærheden af det storslåede slot.
I skumringen kan han støde på en anden mand på aftentur.
Måske løfter de på hatten – Stalin og Hitler.
Hvis de mødes her i slotsparken, ville dette være deres første og sidste møde. Selv ikke når de to mænd indgår en pagt i 1939 mødes de to mænd ikke.
Dét har de udenrigsministre til.

—

I New York indvies verdens største stationsbygning Grand Central Station. Den europæiske modernisme får sit gennembrud i Amerika og manifisterer dermed at 1800-tallet definitivt er slut. Marcel Duchamps maleri fra 1912 “Nøgen kvinde som går ned en trappe” får voldsom opmærksomhed. Metropolitan Museum køber Cézannes “La colline des pauvres” for 6700 dollars.
De franske aviser rapporterer uengageret om indvielsen af Grand Central Station. Man er sig selv nok med Rodin, Matisse, Picasso, Braque, Chagall – og Stravinski. Ballet Russes med Sergej Djagilev, skaber sensationer med sine eksperimenter. Russeren Kazimir Malevitj udstiller “Sort kvadrat” på udstillingen “0,10” i Sankt Petersburg.
Med dette maleri (eet af mine favoritmalerier på det russiske museum i samme by) kommer han til at overstråle kubismen.
Og i Paris udstiller Duchamps sit cykelhjul på en sokkel – kunsthistoriens første “ready made”.

I Berlin går nattelivet sin gang. I 1913 er der 200 biografer i byen! I München passer de på sin Jugend-stil. Den nye magneten er Wien, med sine malere Gustav Klimt og Egon Schiele og arkitekter som Adolf Loos og Otto Wagner.

I marts 1913 etableres USA’s centralbank – Federal Reserve. De vigtigste aktieejere er Rothschild, Lazard, Warburg, Lehman, Rockefellers Chase Manhattan Bank og Goldman Sachs.
Nu kan regeringen ikke trykke flere penge, og indtægtsskatten indføres i USA.

Englands førende rolle som industrination er defentivt forbi. Datidens tabloid-aviser dyrker tysker-hadet og suffrageterne kæmper for kvindernes stemmeret og fred.

På Berggasse 19 i Wien modtager Dr. Freud patienter for 100 østerigske kroner pr. seance. Det er samme sum som hans tjenestepige får om måneden. Dr. Freud når op til elleve seancer pr. dag.
I samme by’s arbejderbydel betaler Adolf Hitler 50 øre pr. nat for sit logi, hvor han maler sine postkort. En ven sælger dem ude på byen. Når samtalen kommer ind på politik, kaster han fra sig penselen og holder opildnende taler om verdenssituationen og metropolen Wiens jøder og indvandrere.
For så lige pludselig sætte sig ned og male videre.

I Haag indvies Fredspaladset og i Milano åbner modehuset Prada den første butik – for elegante læderartikler. National Geographic viser de første billeder af en by i Andesbjergene i Peru – Machu Picchu. Det Tyske Orientselskab graver i Ægypten og finder en bemalet buste af en prinsesse. Hun bliver senere identificeret om Nefertiti.

“Lady Chatterley’s elsker” bliver publiceret.
Det regnede hele sommeren. Man kan undre om udtrykket “den vakre augustdagen 1913” i Robert Musils roman “Manden uden egenskaber” i virkeligheden skete.

I Berlin får den tyske kejser – Riksdagens godkendelse – til øge forsvaret i fredstid. Det handler om at sætte 117 267 mænd med våben udover den halve million mænd de allerede havde.

Den mest ulykkelige af alle ulykkelige forfattere – den hypokondriske Franz Kafka – er truet af ægteskabet med Felice Bauer i Berlin. Efter ca. 300 breve til sin kæreste, tager han sig sammen og skriver det som må kaldes verdens værste frieri – 8. juni. Han antyder at potensen er ok, at han egentlig er rask, men alligevel syg. Det er alt for tidligt, men har alligevel tidsnød. “Og derfor spørger jeg – vil du under disse forudsætninger – som desværre kommer til at bestå – overveje om du vil blive min hustru? Vil du det?”
Underforstået – “helst ikke”!
Men det bliver værre! I et brev til sin vordende svigerfar advarer han om at acceptere sig selv som svigersøn.
“Vil faderen virkelig, at hans datter skal læve et klosterliv?”

Oscar Kokoscka maler sig selv og sin vidløfige elskerinde Alma Mahler på et maleri lige stor som sengen de liger i, og Edvard Munch maler “Jalusie”.

Sigmund Freud – “faderskikkelsen” og Carl Gustav Jung – “fadermorderen” skuler til hinanden på Psykoanalysens 4. kongres den 7.september. Der er perma-frost mellem “Freud-bordet” og “Jung-bordet” på Hotel Bayrischer Hof i München.

Louis Armstrong – nettop fyldt 13 år – har sin første offentlige debut som jazz-musiker.

—
I Prag – på årets sidste dag – har Kafka kommet til side 22 i et nyt kærlighedsbrev til Felicie – som ikke svarer på hans breve længre.

—
Den østerrigske tronarvingen Franz Ferdinand ligger på gulvet i sit slot og leger med sit modeltog. Han er 50 år; vred på ungarerne og serberne.
Han er utålmodig.
Han tænker: – Hvorfor dør ikke den gamle der oppe på Schönbrunn – eller ihvertfald – hvorfor abdicerer han ikke?!!

Resten er historie!

Historiens ironi er, at han dør den 28. juni 1914 – offer for skuddene i Sarajevo – mens den gamle dør 1916.
————
Kilde: Svenska Dagbladet’s bedste spalte “Under strecket” 3.1.2013, skrevet af Synnöve Clason, professor emeritus i tysk ved Stockholms Universitet.
____________

Hvad skete der ellers i 1913?
Her Wikipedia’s bud:

Begivenheder
1. januar – Filmcensur indføres i England.
15. januar – Et nyt radiotårn i Nauen nær Berlin gør det muligt for første gang at opnå trådløs forbindelse mellem Tyskland og USA.
3. februar – I Berlin i Tyskland blev det antroposofiske selskab grundlagt af Rudolf Steiner .
1. April – Samlebåndet tages i brug af industrien.
1. April – Den første Ford Model T, ruller af samlebåndet.
29. maj – Igor Stravinskys ballet Le Sacre du Printemps uropføres i Paris
26. juli – Bramminge-ulykken
23. august – Statuen Den lille Havfrue opstilles på Langelinie i København
10. oktober – Gamboa-dæmningen i Panama sprænges, og fuldender Panamakanalen så der nu er passage fra Stillehavet til Atlanterhavet. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson bringer de 40 tons eksplosiver til detonation ved fjernbetjening fra Det Hvide Hus.
Koleraepidemi spreder sig over den meste af Centraleuropa
1. december – Kreta, som efter den 1. Balkankrig fik selvstyre fra Tyrkiet, annekteres af Grækenland.
24. december – Ved et skibsforlis omkommer alle 7 mænd fra bygden Skarð, Kunoy, på Færøerne – undtagen en 14-årig og en 70-årig. Bygden blev derefter forladt af kvinderne.

Født
4. januar – Tanumafili 2. af Samoa, konge af Samoa (død 2007).
6. januar – Edward Gierek, polsk kommunistisk politiker (død 2001).
9. januar – Richard Nixon, amerikansk præsident (død 1994).
11. januar – Karl Stegger, dansk skuespiller (død 1980).
15. januar – Lloyd Bridges, amerikansk skuespiller (død 1998).
18. januar – Danny Kaye, amerikansk skuespiller (død 1987).
22. januar – Henry Bauchau, belgisk romanforfatter (død 2012).
23. januar – Jean-Michel Atlan, fransk kunstner, medlem af CoBrA (død 1960)
25. januar – Huang Hua, kinesisk udenrigsminister (død 2010).
25. januar – Witold Lutosławski, polsk komponist (død 1994).
2. februar – Poul Reichhardt, dansk skuespiller (død 1985).
4. februar – Rosa Parks, amerikansk borgerrettighedsforkæmper (død 2005).
10. februar – Douglas Slocombe, engelsk filmfotograf.
14. februar – Jimmy Hoffa, amerikansk fagforeningsleder (forsvundet 1975).
27. februar – Paul Ricoeur, fransk filosof (død 2005).
4. marts – John Garfield, amerikansk skuespiller (død 1952).
13. marts – Sergej Mikhalkov, russisk forfatter (død 2009).
18. marts – René Clément, fransk filminstruktør (død 1996).
30. marts – Ċensu Tabone, maltesisk politiker (død 2012).
30. marts – Frankie Laine, amerikansk sanger (død 2007).
3. april – Per Borten, norsk politiker (død 2005).
20. april – Gull-Maj Norin, dansk skuespiller (død 1997).
12. maj – Anna Sophie Seidelin, dansk forfatter og foredragsholder (død 1998).
24. maj – Haldor Topsøe, dansk civilingeniør.
26. maj – Peter Cushing, engelsk skuespiller (død 1994).
11. juni – Risë Stevens, amerikansk mezzosopran.
22. juni – Ole Hagen, dansk arkitekt (død 1984).
25. juni – Kirsten Auken, dansk overlæge og forkæmper for seksualoplysning (død 1968).
25. juni – Wandy Tworek, dansk violinist (død 1990).
26. juni – Aimé Césaire, fransk forfatter og politiker fra Martinique (død 2008).
26. juni – Maurice V. Wilkes, britisk datalog (død 2010).
8. juli – Emma Mc-Kinney Møller, hustru til Mærsk Mc-Kinney Møller (død 2005).
12. juli – Willis Eugene Lamb, amerikansk fysiker (død 2008).
13. juli – Mærsk Mc-Kinney Møller, dansk skibsreder (død 2012).
14. juli – Gerald Ford, amerikansk præsident (død 2006).
17. juli – Roger Garaudy, fransk forfatter (død 2012).
23. juli – Michael Foot, britisk politiker (død 2010).
24. juli – Godfred Hartmann, dansk forlægger og forfatter (død 2001).
12. august – Richard L. Bare, amerikansk instruktør.
16. august – Menachem Begin, israelsk premierminister (død 1992).
28. august – Boris Pahor, italiensk romanforfatter.
31. august – Bernard Lovell, engelsk fysiker og radioastronom (død 2012).
2. september – Else Colber, dansk skuespiller (død 1954).
12. september – Jesse Owens, amerikansk atlet (død 1980).
14. september – Annalisa Ericson, svensk skuespillerinde (død 2011).
15. september – John Price, dansk skuespiller og instruktør (død 1996).
23. september – Carl-Henning Pedersen, dansk maler (død 2007).
1. oktober – Pierre Wemaëre, fransk billedkunstner (død 2010).
2. november – Burt Lancaster, amerikansk skuespiller (død 1994).
5. november – Vivien Leigh, britisk skuespiller (død 1967).
7. november – Albert Camus, fransk forfatter (død 1960).
9. november – Hedy Lamarr, østrigsk skuespillerinde (død 2000).
15. november – Elsa Kourani, dansk skuespiller (død 2003).
22. november – Benjamin Britten, engelsk komponist (død 1976).
14. december – Anna Ladegaard, dansk forfatter (død 2000).
2. december – Virginia Carroll, amerikansk model og skuespiller (død 2009).
18. december – Willy Brandt, vesttysk statsmand (død 1992).
30. december – Svend S. Schultz, dansk komponist (død 1998).
[redigér]Dødsfald

10. marts – Harriet Tubman, afroamerikansk abolitionist.
18. marts – Georg 1. af Grækenland, græsk konge (født 1845). – myrdet.
3. juli – Vilhelm Petersen, dansk arkitekt (født 1830).
26. juli – Peter Sabroe, dansk politiker (født 1867). – jernbaneulykke.
11. august – Natalie Zahle, dansk skolelærer, -bestyrer og -pioner (født 1827).
24. december – J.B.S. Estrup, tidl. dansk regeringschef (født 1825).

Nobelprisen
Fysik – Heike Kamerlingh Onnes
Kemi – Alfred Werne
Medicin – Charles Richet
Litteratur – Rabindranath Tagore
Fred – Henri La Fontaine

Sport
Den 20-årige amerikaner Francis Ouimet vinder en historisk sejr, da han som den første amatør sejrer i US Open (golf) efter omspil mod de professionelle spillere Harry Vardon og Ted Ray.

Film
Atlantis – instrueret af August Blom
Det hemmelighedsfulde X
Stemmeretskvinder – instrueret af Lauritz Olsen

Tanker om året der gik…

Jeg skriver stille og roligt – uden at larme. Min mor – hun fylder 86 til april – sover inde ved siden af. Hun er fløjet herned for at fejre nytår i København med os. I morgen flyver hun hjem – efter gode dage med søn, svigerdatter, børnebørn, ny mad og toner fra DR’s nytårskoncert fra een af de bedste pladser i koncerthuset.
Det har været gode dage.

Men 2012 var ikke et godt år.
Det var faktisk et “annus horribilis”.
2012 blev et år hvor vi mistede.
Det starter med at min kæreste – Julia – mister sin far i februar.
Jeg mister min far i august.
To stoler kom til at stå tomme.
To vigtige stole i vores lille eksil-liv her i Københavnstrup.

Men 2012 blev også et år hvor vi fik.
Vi fik Eloha Maria Skulberg de Souza (barnebarn nr 2).
Simran (barnebarn nr 1) startede i skole, og knækkede læsekoden – meget hurtig.
Her er et eksempel fra Simrans besøg på barselsgangen når hun besøger sin mor, den nye lillesøster Eloha og barnets far – Roma på barselsgangen på Haukeland Sygehus:
– Mamma, jeg skal tisse!
– Gå ut på gangen. Der er det et toilet.
(Simran går ud i korridoren, kommer tilbage, siger:)
– Mamma – det går ikke! På skiltet står der “Bare for patienter”!

Året der gik er ovre. Med alle sine tone-arter. Der var dur og der var mol.
Og det er vel måske dét livet handler om, at vi skal takle – finde ud af – på hver vores snirklede måde.

Året som kommer – dét må vi tage som det kommer.
Een dag af gangen.

—

Godt nyt år til os alle!

Her er nogle billeder fra året der ikke er mere:

Simran – på pinsetur 2012!

Anton Skulberg (1921 – 2012)

Eloha Maria skulberg de Souza – med mor og far: Linn og Roma.

Randi Skulberg – på tur med mig, for at se nyeste oldebarn i Bergen.

Oktober i Göteborg – min mor og min søn – på glaskunstnerens udstilling!

(Foto: Johanne Marie Skalle)

Om landet som ikke er…

Edith Södergran

Nu i denne juletid skulle det være lidt tid til overs for at gøre noget nyt. Læs et digt!

Landet som icke är
Jag längtar till landet som icke är,
ty allting som är, är jag trött att begära.
Månen berättar mig i silverne runor
om landet som icke är.
Landet, där all vår önskan blir underbart uppfylld,
landet, där alla våra kedjor falla,
landet, där vi svalka vår sargade panna
i månens dagg.
Mitt liv var en het villa.
Men ett har jag funnit och ett har jag verkligen vunnit –
vägen till landet som icke är.

I landet som icke är
där går min älskade med gnistrande krona.
Vem är min älskade? Natten är mörk
och stjärnorna dallra till svar.
Vem är min älskade? Vad är hans namn?
Himlarna välva sig högre och högre,
och ett människobarn drunknar i ändlösa dimmor
och vet intet svar.
Men ett människobarn är ingenting annat än visshet.
Och det sträcker ut sina armar högre än alla himlar.
Och det kommer ett svar: Jag är den du älskar och alltid skall älska.

—-

Og her mere om kvinden bag linierne i dette fantastiske digt:
Edith Södergran, 1892-1923, finlandssvensk lyriker og en fremtrædende repræsentant for nordisk modernisme. Hun var født af finlandssvenske forældre i Sankt Petersborg, hvor hun gik i tysk skole og skrev digte på tysk, svensk, russisk og fransk. Faderen var ingeniør, men døde tidligt af tuberkulose. Hun fik stillet samme diagnose og tilbragte årene 1911-14 på sanatorier i dels Finland, dels Davos i Schweiz samt på rejse i Italien, hvilket bragte hende i kontakt med europæisk avantgarde.

Efter at Den Russiske Revolution i 1917 og Den Finske Borgerkrig i 1918 havde berøvet hende familieformuen, levede hun armodigt med sin mor i deres herskabelige sommerhus i Raivola på den finske side af Det Karelske Næs.

Sygdom, fattigdom og krig, som hun oplevede ved selvsyn, var baggrunden for hendes fem banebrydende digtsamlinger. Inspireret af tysk ekspressionisme og russisk futurisme satte Edith Södergran Nietzsches forestillinger om det suveræne menneske, der skaber sin egen eksistens hinsides kulturens moralnormer, op imod det sociale kaos.

Hun sprængte den bundne metriske form og bearbejdede sit romantiske og symbolistiske ordforråd med negationer og paradokser for at udtrykke dobbeltheden af ekstatisk livsfølelse og tilintetgørende dødsbevidsthed.

Kvinderollen blev forkastet: “Jag är ingen kvinna. Jag är ett neutrum”, hedder det i digtet “Vierge moderne” (Moderne jomfru) fra Dikter (1916). I indledningen til Septemberlyran (1918), hvor det kvindelige jeg ofte bevæger sig som en gudeskikkelse mellem himmellegemerne, skrev Edith Södergran: “Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke min sag at gøre mig mindre, end jeg er”.

Dette overmod blev mødt af en nedgørende kritik, men Edith Södergran fik støtte fra forfatteren Hagar Olsson, der sammen med digteren Elmer Diktonius udgav avantgardetidsskriftet Ultra (1922).

Digtsuiten “Fantastique” fra Rosenaltaret (1919) handler om den søsterkærlighed, Edith Södergran nærede til Hagar Olsson, som i 1955 udgav venindens breve i Ediths brev. I Framtidens skugga (1920), den posthumt udkomne Landet som icke är (1925) og aforismesamlingen Brokiga iakttagelser (1919) vendte Edith Södergran sig påvirket af Rudolf Steiner mod kristendom og forløsningshåb. Hendes Samlede digte udkom på dansk i 1979.
(Gyldendals Store Danske)

Hele forfatterskabet findes elektronisk på Projekt Runeberg her:

Om at tro på julemanden…

En gang troede jeg på julemanden. Så kom tvivlen på julemanden. Nu er jeg julemanden!

God jul til Jer alle!

Om en romantikers forhold til livet…

– Filosofien er egentlig hjemlængsel; et behov for at føle sig hjemme overalt.

Novalis

For en gangs skyld er det ikke selve citatet der er vigtigst – men livshistorien. I det følgende kommer der to bud på samme historie. Først Wikipedia’s, dernæst Gyldendals Store’s version.

Novalis er egentlig “friherre Georg Philipp Friedrich Leopold Freiherr von Hardenberg”.

Her er de to versioner:

Wikipedia:
Novalis, pseudonym for friherre Georg Philipp Friedrich Leopold Freiherr von Hardenberg (2. maj 1772 i Oberwiederstedt, Sachsen – 25. marts 1801) var en tysk forfatter og poet fra den tidlige romantik. Han kaldes somme tider “romantikkens profet”.
Han fik en udmærket opdragelse i det fædrene hjem og studerede i Jena (1790), hvor han sluttede venskab med Schiller og Carl Leonhard Reinhold, derpå i Leipzig, hvor han lærte Friedrich Schlegel at kende, og til sidst studerede han jura i Wittenberg (1792).
1796 forlovede han sig med den 15-årige Sophie von Kühn, som han har besunget i sine digte, men hvis romantiserede billede den senere tids forskning ikke har kunnet godkende. Efter hendes død, som rystede ham stærkt, gik han over til studiet af bjergværks-kunsten i Freiburg (1797—99); her forlovede han sig for anden gang med Berghauptmann v. Charpentiers datter. Kort efter blev han udnævnt til »Amtshauptmann« (domæneforvalter) i Thüringen; men da hans fra ungdommen svagelige helbred efterhånden antog karakteren af en akut brystsyge (tuberkulose?), kom han aldrig til at tiltræde sit embede.
Han havde allerede tidligere gjort bekendtskab med den romantiske skoles førere, brødrene Schlegel og Ludwig Tieck, og var let vundet for deres litterære ideer; han var desuden fra barndommen af prædisponeret for det dybt religiøse, da forældrene hørte til brødremenigheden, og ved påvirkning af den Fichte’ske filosofi var han blevet draget mod mystiske og teosofiske studier.

Intet under derfor, at han med sit udprægede fantasi- og følelsesliv trods nogen romantiker lagde an på at sammensmelte livsformål, poesi, videnskab og religion, realitet og idealitet, kort sagt, blev den mest yderliggående af den romantiske skole. Dog kan hans digtning trods al sygelig overspændthed og fantastisk ubegribelighed fremvise ikke få virkelige blomster. Anerkendelse af virkeligt digtergeni forener sig med medfølelsen med hans korte, glædesløse liv.
Hans hovedværk, romanen Heinrich von Ofterdingen skulle være en poesiens apoteose, men forblev ufuldendt. Kun første del blev tilendebragt, og den er med alle sine smukke enkeltheder dunkel og uforståelig. Man sværmer stadig om poesiens ideal »Den blå blomst« og får den aldrig fat; de os levnede antydninger til anden del er nærmest at karakterisere som uforståelige. Novalis er nattens, den mystisk-dybe nats erklærede digter. Han har besunget den i Hymnen an die Nacht (Hymner til natten), medens hans rent kristelige, dogmefri religion finder sit udtryk i Geistliche Lieder.

Så kommer Gyldendal’s Stores version:
Novalis, 1772-1801, pseudonym for Friedrich von Hardenberg, tysk forfatter, en af den tyske romantiks største digteriske begavelser og en central figur i kredsen af romantikere i Jena.
Her hørte Novalis Johann Gottlieb Fichtes filosofiske forelæsninger og “sym-filosoferede” med vennerne, især Friedrich Schlegel og Ludwig Tieck.
Umiddelbart efter hans tidlige død opstod myten om Novalis som den verdensfjerne, drømmende seer (den såkaldte novalisme). I virkeligheden var den unge Novalis en munter og livsglad student, der med godt resultat afsluttede sine retsvidenskabelige studier i Jena, Leipzig og Wittenberg og derefter klarede sig udmærket i forskellige administrative embeder.
Ved bjergværksakademiet i Freiberg (Sachsen) supplerede han 1797-99 sin uddannelse med studier af bjergværksdrift, geologi og matematik hos den berømte mineralog Abraham Gottlob Werner. Derefter fik han en høj stilling ved saltværkerne i Weissenfels, hvor han døde af tuberkulose.
Legendedannelsen om Novalis opstod i forbindelse med den kun 15-årige Sophie von Kühns død 1797, med hvem Novalis da havde været forlovet i to år. Dette dødsfald betød et vendepunkt i hans liv. Dagbogsoptegnelser vidner herom. De kulminerer 13. maj 1797 med beskrivelsen af en mystisk-erotisk oplevelse ved den dødes grav.
Denne dagbogsoptegnelse indgik med kun få ændringer i den tredje af Novalis’ seks Hymnen an die Nacht, offentliggjort 1800 i brødrene Schlegels tidsskrift Athenäum. I rytmisk prosa af stor skønhed prises her natten, drømmen og døden som indgang til en uendelighedsoplevelse med erotiske og religiøse overtoner.
Som andre romantikere hyldede også Novalis den kristne middelalder, fx i den politiske utopi Die Christenheit oder Europa (1799). Ligeså i den eventyragtige, ikke afsluttede roman Heinrich von Ofterdingen (udg. posthumt 1802, da. 1820), der indledes med hovedpersonens drøm om den “blå blomst”, romantikkens centrale længselssymbol.
Romanen var med sin forherligelse af poesien ment som et romantisk modstykke til Goethes Wilhelm Meister, som Novalis først beundrede, senere afskyede.
Karakteristisk for Novalis’ åndsform er hans talrige aforismer og fragmenter, hvoraf en del blev offentliggjort i 1798 i Athenäum. Sproget som et kombinationssystem beslægtet med matematik, musik, drøm og eventyr er her én blandt mange idéer, som senere begejstrede ikke mindst franske symbolister og surrealister.

Новые сказки Ганса Христиана Андерсена!

Краевед из Funen нашел ранее неизвестный сказки Ганса Христиана Андерсен. Найдено произошло в начале октября, и пожелтевшие брошюры были проверены ведущими датскими HC Андерсен эксперты говорят, хороша для него. Читайте статью здесь или слушать радио в то время как газеты Карин Palshøj гласит:
Он шипел и ревел, в то время как огонь вспыхнул в банке, это был граф света
Cradle – и из теплой колыбелью поскользнулся света [м] полная, бесшовные, блестящие
белая и тонкая она была сформирована таким образом, что сделал все, кто видел это, чтобы поверить
что она должна обеспечить Løvte на яркий и блестящий будущее – и Løvterne, как все
видел, было на самом деле развлекать и удовлетворять.
Раненый – миленький овец – был свет Матери и Melting Pot был его
Отцу. От своей матери унаследовала его ослепительно белое тело и предчувствие
жизни, но из / отец был желание пылающий огонь, который
в один прекрасный день пойти по пути через мозга и костей – и «светлые» для него в жизни.
Да, он был создан и развивался как это самое лучшее, самое яркое
Надежды бросился в жизни.
Потребовалось много странных Medskabningersom он присоединился сам, ибо он будет учить жизни знать – и, возможно, таким образом найти место, где он даже подходят лучше всего. Но эта мысль слишком хорошо мира;
он заботится только о себе, а не о свече, для клиентов
Не понимаю, какую пользу это может быть, и поэтому искал так что используйте его
в свою пользу для себя и взял в руки forkeert свет, черные пальцы уделять больше
и большие пятна на цвет невинности reene;
эта постепенно исчезла довольно далеко и был весь спектр покрыты грязью / с Omverd [е] миссия, которая пришла в слишком тяжелой контакта с ним, гораздо больше, чем свет мог стоять, а он не kundet отличить от чисто Ureent, – но по-прежнему в его внутренней невинных и
неповрежденный.
Так как увидел ложных друзей, что они не смогли достичь внутреннего – и гнева бросил
свет, как от бесполезных существ.

Но [п] внешний черные должны храниться все хорошо пошла – они боялись
инфицированы черный цвет, чтобы получить пятен на себя – они и так остался в стороне.
Теперь это был плохой свечи так одинок и покинут, не зная и не
в.

Он увидел актерский состав хороший и понял теперь, что это был всего лишь инструментом для продвижения удалить его чувствовал, как так бесконечно несчастными, потому что
он провел свою жизнь к чему не привели, поэтому он был даже подписан
Лучше на колени – он не мог понять, почему или где это действительно /
была создана, почему она должна жить на земле – и, возможно, уничтожить себя и
другие.

Все больше и больше, все глубже и глубже размышлять, но Meere мысли,
больше было его отчаяние, так как он просто не мог найти что-то хорошее, что-то реальное
Содержимое для себя – или видеть цель, как это было при его рождении.
– Это было похоже на черную крышку и скрыл его глаза.

Но когда это случилось маленькое пламя, Fyrtøi, по ее мнению света лучше, чем свеча
сам знал, для Огниво выглядел так понятно – по пути через внешнюю должны
– И в мысли он выглядит очень хорошо, поэтому подошли к нему с ним, и ярко

Предположения проснулся от света, оно воспламеняется и сердца растаяли в нем.
Пламя сияли – как Formælingens радость факел все было ярко и
Очистить все вокруг, и он зажег способ его окрестности, его верные друзья –
и успешно искал Истину теперь в свете Sight.

Но и тела была достаточно сильна, / чтобы питать и несут пылающий огонь.
– Падение на падение, как ростки новой жизни проката круглого и пухлые вниз по стволу
и покрыта их телами – прошлое грязью.

Они были не только Formælingens физическое, но и их [а] утка просто уступить.
И свечи нашел свое место в жизни – и мудрый, это было
истинный свет, который сиял долго счастья для себя и своих ближних –
За заслуги Андерсен.